Nadjas Reflexioner

1. maj for et par år siden slog en veninde og jeg “lidt til søren” ved Fælledparkens omrejsende tivoli - og begyndte spontant at skyde os til et par plasticroser. Og da vi så det store pariserhjul ved Trianglen kiggede vi på hinanden og stillede os straks i kø. Det var ikke nogen lang kø - og efterhånden som vi nærmede os gondolerne blev vi stadigt mindre kry. Og tilsidst indrømmede jeg, at jeg - selvom jeg altid har elsket vildt forlystelser - ALDRIG gør havde prøvet en større forlystelse i et omrejsende tivoli. Da jeg var lille måtte jeg ikke for min mor, for man vidste jo aldrig, om de havde ordentligt styr på sikkerheden…og efterhånden som jeg er blevet voksen har jeg bare ladet være…for man ved jo aldrig, om de har ordentligt styr på sikkerheden…

“Sådan har jeg det også” skælvede min veninde - der ellers temmelig frygtløst rejser fra flygtningelejr til flygtningelejr i Østafrika. Og så så man ellers lige os sidde og skælve som to små kyllinger og ikke håbe særlig meget på en ekstra-tur. Udsigten var da flot, mindede vi konstant hinanden om mens vi kørte rundt og rundt og prøvede at abstrahere fra alle knagelydede. Og det var to meget lettede thirty somethings, der endelig fik fast grund under fødderne igen.

Selvom jeg altid har elsket de vilde forlystelser, tror jeg også, at frygten og fornemmelsen af at lægge livet i teknikernes hænder, har været med mig og givet et ekstra sug i maven. Også når jeg prøvede forlystelserne i de mere etablere etablissementer.

Og et af de mere etablerede etablissementer, vi meget ofte besøgte i barndom og hvor vi havde min mors velsignelse til at prøve det hele (selvom der en gang var kørt en vogn af rutschebanen) var Dyrehavsbakken, der lå lige præcis en søndagscykelturs afstand fra mit barndomshjem. Og en af de allerbedste forlystelser var Regnbuen. Regnbuen, der hævede sig højt, højt over de andre forlystelser. Både på grund af sin fysiske højde, der ragede op, så man kunne se den langvejs fra. Men suget i maven overgik også suget fra alle de andre forlystelser. Suget, suget, suget. Suget, når den drejede sidelæns om sin egen akse var uforligneligt.

Og hvad er der så sket i dag. I Liseberg i Göteborg, som min bror og jeg altid længtes efter, at vi skulle stoppe i, når vi kørte på sommerferie hos familien i Norge (og mere end en gang var heldige at svinge ind om på hjemturen). I Liseberg, hvor jeg husker, at vi blev helt vildt irriterede på min mor over at hun hvinede i en forlystelse, fordi den knirkede (og det gjorde den…) og man vidste jo aldrig, om de havde ordentligt styr på sikkerheden. Hvad er der sket i Liseberg? REGNBUEN er faldet ned og 36 mennesker er kvæstet, to alvorligt.

Og endnu engang sender de konkrete detaljer chockbølger gennem mine erindringer. Fordi det var det, min mor (og jeg) altid sådan frygtede. Fordi det var i Liseberg. Og fordi det var REGNBUEN.

Og endnu engang bliver jeg irriteret over, at det er så meget nemmere for mig at relatere til den slags ulykker. Og at medierne i den grad svælger i det. For i Nyhederne var der selvfølgelig som sædvanelig fokus på, at der ikke var nogle danskere, der var kommet til skade (nej, men der var så 36 andre børn og unge, der var temmelig kvæstede og helt sikkert mange, der trængte til krisehjælp og har fået lidt mindre lyst til at skulle forlystelsesparker i mange år fremover). Og i Nyhederne havde de selvfølgelig også gravet en chokeret jysk familie frem - Liseberg er et yndet sted for mange SKANDINAVISKE turister, huskede journalisten lige at fremhæve. Og den stakkels syv-årige dreng, der lige havde prøvet forlystelsen kort inden den skæbnesvangre tur kunne kun sige, hvad sandt var, da journalisten spurgte, hvordan har havde det lige nu “Jeg er glad for at jeg nåede at prøve den. Min ven og mig havde tænkt os at prøve den senere igen, for han var ikke med første gang. Han skulle lige tage mod til sig”. Mon ikke han fremover skal tage en hel del mere mod til sig, når han skal prøve en forlystelse?

I min barndom lå der guld i form af glæde, latter, mavekildrende fryd og hvin for enden af regnbuen. Men netop i dag og netop for de mange der var ombord, da regnbuen sank i grus, var der kun sorg og kvæstelser at finde.

Et af de mange fotos af Ritt Bjerregaard med cykelhjelm
taget af Jonas Pryner Andersen og bragt i Politiken i lørdags.
Se hele billedserien her. 

Da jeg første gang skrev om mine tre første måneder med cykelhjelm, havde jeg ikke lige regnet med, at CYKELHJELM skulle blive det uomtvisteligt mest populære søgeord her på bloggen. Men så bragte Alt for Damerne et uddrag fra mit oprindelige blogpost, jeg begyndte selv at blogge mere om barriererne og glæden ved min bling-cykelhjelm, der straks lettede kvababbelserne. Og siden er der i alenlange kommentar-spor blevet diskuteret frem og tilbage…folk har meddelt, når de selv er begyndt at køre med hjelm og hvordan de har haft det med det. Nogle henviser til undersøgelser om, at det ikke er spor mere sikkert at køre med hjelm. Der har udviklet sig en lille battle mellem København og Århus med indbyggede slogans og alting om, hvem der først får hjelmene på. Og ikke mindst deler folk tips til, hvordan man lettest selv kommer igang og kan bevare teenagernes hjelmbrug længst muligt…

Så hvad enten det var intentionen med mit oprindelige blogpost eller ej, så er jeg i hvert fald lidt nu midt i debatterne og ved at være lidt af en ekspert på området :-) Og en af de første ting, jeg bemærkede, da jeg landede efter mit tre-måneders ophold i New York var, HVOR mange flere hjelme, der pludselig var i gadebilledet.

Derfor lægger jeg selvfølgelig også endnu mere en før mærke til, når forskellige medier behandler cykelhjelmene… og her havde Politiken i denne uge nogle rigtig gode opslag. De satte spot på den hastige og positive - og faktisk temmelig pludselige - udvikling i cykelhjelmene udbredning herhjemme. Og det indeholdt selvfølgelig især de sædvanelige statistikker og lidt om barriererne og en hel del om, hvordan de smarte nye skaterhjelme i høj grad har været med til at gøre det comme-il-faut - og i virkeligheden lidt lækkert - at bære hjelm.

Men derudover havde de foretaget et genialt træk. De havde bedt Ritt Bjerregaard - overborgmester for et styks hovedstad, der efterhånden er verdensberømt for sin CO2-neutrale cykelkultur og blandt andet brandes under sloganet “I (bike) CPH” og jo desuden partifælle med Nyrup, hvis hjelm for nogle år siden kom til at bremse hele den danske hjelmkultur i årevis - om at teste de forskellige nymodens cykelhjelm-modeller.

Og det handlede ikke om TÆNK-agtige tests med hensyn til sikkerhed og pris og den slags (det er også relevant, men i denne test forudsatte man, at de udvalgte hjelme VAR i orden). Det handlede simpelthen om, hvordan de føltes at have på, hvordan hun havde det med at bære de forskellige hjelme - og ikke mindst (og det var jo vigtigt i denne sammenhæng) hvilke modeller, der havde plads til knolden. (Knolden går jeg ikke ud fra, behøver yderligere introduktion, når det var Ritt B. der var test-hoved).

Og nu er hun jo en meget smuk kvinde. Og hun så selvfølgelig brand-godt ud med alle modellerne på knolden (pun intended :-) Og på en eller anden måde var det lige det, der skulle til. For tilsyneladende ER en af de største barrierer forfængeligheden, når det gælder hjelmene. Og det kan man synes er overfladisk og latterligt - men hvis det virkelig er det, der er barrieren, er der ikke så meget andet at gøre, end at tage den alvorligt. Nu kan man sige, at Ritt B.s frisure næppe lider overlast at bære hjelm, hvis bare hun vælger en model, der har plads til knolden. Og der er selvfølgelig en masse bekymringer derude om flade krøller og studenthue-hår. Men udseendet som sådan med hjelm… der fik hun virkelig vist, at man se hamrende godt ud med hjelm, når man suser gennem byen på sin jernganger.

Nu hører jeg til dem, der synes, at Nyrup har fået en urimeligt hård medfart på grund af temmelig-meget-for-lille-hjelm han bar for snart mange år siden. Manden prøvede jo bare at give et godt eksempel - og han havde garanteret ikke haft en chance for at være til hjelm-fitting inden den famøse cykeltur i fuld pressebevågenhed. Så jeg synes, det er virkelig synd, at kiksede hjelme har fået tilnavnet “Nyrup-hat” og at næsten enhver ny cykelhjelmbruger prøver at ironisere over sit eget nye look ved at alludere til Nyrup. Men det ER så ikke desto mindre, det der skete den gang. Og det brændte sig fast på danskernes nethinder. Det gode eksempel blev til et rigtig, rigtig skidt eksempel.

Men lad os se flere billeder af Ritt B. med cykelhjelm. For ikke at tale om HKH’erne Mary og Marie. Det er se de gode eksempler på, at der sagtens kan være plads til feminin ynde og knolde (både dem i frisurerne og dem, der rummer hjernevindingerne) under hovedskallerne. Og så kan man jo ikke lade være med at glæde sig over, at gadebilledet rummer stadigt flere “helt almindelige” mænd og kvinder på vej til og fra hverdagens gøremål, der ser superlækre ud med deres hjelme. Jo flere der er, jo lettere bliver det for de nye rekrutter at få hjelmen på knolden.

Sidste år på denne tid erklærede jeg mig som udpræget dræbersneglspacifist, hvilket afledte en masse interessante analyser i kommentarfelterne. Og jeg ved ikke, om det er min venlige (eller i hvert fald ikke morderiske/sadistiske indstilling), der har hjulpet. Men i hvert fald har jeg 7-9-13 ikke mødt en eneste slimet hermafrodit i sommerlandet i år. Og det er…alt andet lige…dejligt.

Og så er der jo så meget mere tid til at koncentrere sig om dræbersneglenes langt venligere fætter - kanelsneglen. Min egen fætter - som jeg har tilbragt mange af barnsomre med heroppe og som jeg forestiller mig har lidt samme Truman-show-oplevelse af sommerlandet, som mig - har nemlig meldt sin ankomst sammen med sin lille familie. Og jeg har besluttet mig for, at så skal der sørme bages kanelsnegle.

Og det med kanelsneglebagning er så ikke noget, der forekommer så ofte i undertegnedes tilværelse. Faktisk tror jeg kun, jeg har bagt kanelsnegle i husgerning i det herrens år 1986. Så selvom jeg ikke ville være bleg for at improvisere (det er så som oftest der, det går galt, når jeg bager. Jeg improviserer lige så glad og gerne, som jeg gør, når jeg eksperimenterer med kogekunsten - men når man bager er der bare lidt flere målinger, der bør være lidt mere præcise) besluttede jeg mig for lige at google nogle opskrifter.

Og foreløbig har min kanelsnegle-plan bragt mig vidt omkring og afsløret ikke så få tendenser til småkonflikter, der trods kanelsnegles pacifistiske ydre, alligevel kan opstå i deres sukkersøde slimspor.

Vi starter hos Trine Hahnemann fra Frokostkompagniet. For hun havde et ret fantastisk indlæg som intro til sin opskrift, der meget fint fangede den indre konflikt mange mødre (efter sigende) står overfor, når de splittes mellem ønsket om at vente med hjemmebagte boller til poderne og samtidig få en hverdag til at hænge sammen. Selve opskriften må du over til Frokostkompagniet selv og hente, men introen får du lige i sin fulde længde her:

Da jeg fik børn drømte jeg om jeg skulle være hjemme om eftermiddagene når de kom hjem fra skole. Der skulle jeg stå klar med hjemmebag i bedste Morten Korch-stil. Sådan blev det ikke, virkeligheden kalder jo. Der er jo også en karriere der skal passes og tusind andre spændende ting som frister her i livet. Men det er da alligevel blevet til et par eftermiddage i løbet af årerne, og det er ikke så længe siden jeg tog hjem for at bage og så overraske dem når de kom hjem fra skole. Jeg skyndte mig hjem rigtig glad, og gik i gang, jeg bagte de her favorit snegle og lavede te, tændte stearinlys, og der sad jeg så fuldstændig klar og ventede og ventede, men mine børn kom ikke hjem fra skole den dag, de havde travlt med deres liv. Men sneglende smagte stadig godt.

Trine Hahnemanns opskrift lød god. Men for at sige det som det er: SÅ meget smør havde jeg ikke i sinde at bruge og havde derfor slet ikke købt nær de mængder. Så jeg kiggede videre hos Arla, og her var der indtil flere forskellige opskrifter på pacifist-snegle. Og hos Arla lægger de jo - ret i det sociale softwares ånd - op til, at man udveksler erfaringer med opskrifterne og gode tips, hvis man har sådan nogle. Og det synes en mad-nørd som mig jo er genialt. Men i kommentarfelterne stødte jeg på en optakt til konflikt. Her mellem  sådan nogle som mig på den ene side (der ikke kan dy sig for at sige, at hvis man nu lige smed et par drys et eller andet i kunne det gøre en stor forskel) og så en hel masse, der med temmelig krigerisk retorik forsvarede den oprindelige opskrift og slet ikke kunne forstå, hvorfor nogle skulle have lyst til at ændre på en opskrift, der i bund og grund fungerede som den var. Men en ting var de alle sammen enige om - opskriften var forrygende. Og da det samtidig var den opskrift, der trods alt indeholdt mindst smør, uden at kamme over i at blive en gulerodskanelsnegl, sprang jeg på den.

Og der skulle man så bruge kardemomme. Og det foranledige så et nyt lille drama fra det virkelige liv. For nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke kunne finde på at bage en kanelsnegl uden at have kardemomme. Men det giver jo lige det der lille ekstra og jeg synes måske også, det var en meget god undskyldning for at gå ned til købmanden (som jeg ellers ikke bruger så meget, for “vi” kom jo hos ismejeriet og den anden købmand, som han udkonkurrerede for 25 år siden og - sådan set mere relevant i forhold til mit fravalg i dag - de har meget få økologiske varer). Så kunne jeg jo også lige købe et BilledBlad og sådan.

Nu ville skæbnen så, at der ikke er noget kardemomme på hylderne. Kanel i massevis - fire fulde papbakker, faktisk, plus hel kanel i stænger. Masser af kanel i sær taget i betragtning, at der er temmelig længe til jul, med mindre man holder jul i juli. Men ingen kardemomme. Og det gav anledning til et lille kursus i service og manglende service: “I har vel ikke noget kardemomme” spurgte jeg den nærmeste medarbejder. “Vi har lige fået nye varer” svarede hun surt, men spurgte trods alt henover skulderen ham, der åbenbart stod for bestillingerne, om der var bestilt kardemomme. Det var der. Men det tager lang tid at fylde op. “Hvor lang tid tror du sådan ca.?” spurgte jeg meget venligt og ferieoverskudsagtigt og tænkte, at jeg jo sagtens bare lige kunne cruise frem og tilbage mellem de fem fuldstændig ens butikker med hvidt-og-slidt-interiør-i-tilfælde-af-at-du-vil-indrette-dit-sommerhus-som-en-forloren-herregård.

“Det ved jeg virkelig ikke” svarede hun så. Endnu mere bidsk. Og det gad jeg ikke rigtig lade ødelægge mit gode humør, så svingede ud og kiggede på hvidt-og-slidt-butikker og vendte tilbage en halv time senere fast besluttet på så at droppe den kardemomme, hvis den ikke havde indfundet sig på hylderne endnu.  Værre var det jo heller ikke. Lissom.

Og da jeg så kom tilbage stod ham, der havde bestilt varerne og var ved at fylde ting på hylderne. Og den sure dame var travlt optaget af at fylde kartoffelchips på nederste hylde i den anden ende af butikken. Og tænk - så sagde han med et grin “nå - lusker du nu rundt efter kardemomme igen? Nu skal jeg gå ud og se, om jeg kan finde den i bunkerne, så du ikke skal vente længere”. Og et øjeblik efter var han tilbage med en pose og sagde “så kan der også blive lækre boller i eftermiddag”. Og så blev jeg rigtig glad og sagde tusind tak og var lige ved at tilføje, at det nu var kanelsnegle, og at han i virkeligheden fortjente en, fordi han var så serviceminded. Og så traskede jeg hjem gennem regnvejret med min kardemomme, mit Billedblad og en hel trommekoncert af sommerregn på hætten.

Nu tilbagestår stadig processen med at få omtransformeret kardemomme, kanel, mel, smør (faretruende meget smør) etc etc til velduftende snegle. Og det kan jo være, at I enten her eller i Arla’s kommetarfelter støder på stor frustration (kreative forslag til forbedringer, tror jeg nok, jeg vil dy mig for at bidrage med) i morgen eftermiddag. Velvidende at mislykkede snegle vil være selvforskyldte, fordi det så er fordi jeg endnu engang har afviget (for) meget fra opskriften.

Men uanset, hvordan de ser ud og ender med at smage, og uanset hvor meget konfliktagtigt stof, der overraskende nok kan følge i deres spor, er der én ting, man ikke kan tage fra kanelsneglene. De er utroligt meget mere hyggelige at gå og tænke på end dræbersneglene.

Langt oppe bag Norges bjerge
der bor en enkemand, enkemand

han havde en eneste datter
Juliane var hendes navn, hendes navn

og som dem, der genkender sangens fra barndommens frikvarterer vil vide går det grueligt galt for den stakkels Juliane, der er vildt forelsket i en sømand og dør af sorg over, at hun ikke må få ham. og da sømanden hører nyheden om, at Juliane hun er død, hun er død, falder han om på dækket og beder så mindeligt om at blive lagt i samme kiste og samme grav.

På gravstenen står der skrevet
“Juliane og hendes mand”, hendes mand

For roser og violer
kan aldrig skilles ad, skilles ad.

Den sang havde jeg ikke skænket en tanke i sådan cirka 25 år. Men så nu her lige for et øjeblik siden, hvor jeg sad ude i sommerhushaven og lakerede tånegle (ja, såmænd) hørte jeg en lille pige skråle sangen fra ende til anden (og den er laaaaang) med den slags gjaldende, usikre røst, man kun hører hos op-til-10-årige, der stadig er i den livsfase, hvor forældre, lærere og pædagoger hylder alt, hvad de gør og kommer til alle skolekoncerter og man endnu ikke er begyndt at skille fårene fra bukkene hverken i musik eller forming (der sikkert nu hedder billedkunst og måske ikke alle steder længere får lov at være skemaet?)

Og nu har jeg selvfølgelig sangen på hjernen. Og det mest syrede er, at jeg kan huske teksten ordret nærmest fra ende til anden. Og lige pludselig havde den lille pige i hængekøjen overfor på den måde bygget en direkte bro til den tid, hvor det var mig selv, der med usikker - dog gjaldende - røst lærte sangen om Juliane af Janne Larsen i andegården på Tjørnegårdsskolen - og derefter selv lærte den videre til adskillige andre små piger, der ligesom mig og Janne (og nu også pigen i hængekøjen overfor) blev fuldstændig grebet af den tragiske historie og melodien, der på en gang er messende og klagende og folkevise-monotom på samme måde som sangen om de tre musikanter Røde synger til sit bryllup i Matador godt akkompagneret af Laura og en “harmonikasse”.

Og sangen om Juliane og de norske fjelde er kun et ud af mange eksempler på, hvordan sommerhuset heroppe med meget få midler laver en intravenøs jump-start af barndomsminder. Det var her min mormor lærte mig alfabetet, da jeg var to. Her vi gik lange ture langs stranden og hun fortalte mig alle røverhistorierne om min familie. Det var her hun lavede verdens bedste koldskål på den ikke-så-salmonella-opmærksomme-måde, serverede blomkål-på-polsk (yummmm) og vi kørte til Lynæs efter de eneste helt rigtige fiskefrikadeller, der findes. Her somrene føltes uendeligt lange og jeg var her på  skift med min bror og mine fætre og udvalgte veninder. Her jeg læste til studentereksamen. Her har jeg skrevet mange af de bedste tekster, jeg i tidens løb har undfanget. Her, jeg absolut intet har imod at vente i timevis på Melby station. Her jeg er stukket op, når jeg engang imellem måtte stemple ud i de år, hvor jeg arbejdede alt for meget. Her jeg har holdt forskellige inspirationsarrangmenter med redaktionsgruppen på Reflexioner og gode venner. Her man holder den eneste sådan helt rigtige Skt Hans, selvom jeg godt kan tælle på fingrene, at det reelt kun har været ganske få gange, det har været en lun sommeraften med asfaltbal på parkeringspladsen, stort bål, hele familien, fakkeltog og fyrværkeri.

Og ikke mindst er det her, jeg har det mest syrede “The Truman Show” udsnit af verden. Heroppe er det somom min verden kun går langs de stier, vi gik med min mormor og ender ved de destinationer, vi plejede at gå til. Og jeg bliver stadigt lige overrasket, når venner og gæster spørger, om ikke vi bare skal fortsætte længere ud ad kysten eller længere ind i landet. I hele resten af verden udforsker jeg ufortrødent enhver hemmelig sti eller skal altid lige se, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Men heroppe falder det mig slet ikke ind, at der kunne være andet og mere end det jeg allerede kender.

Og så alligevel - for her sidder jeg jo så med mit trådløse netværk. Og om lidt skal jeg på ekspedition, fordi en middagsaftale på midtsjælland udfordrer mig til at finde en helt ny rute gennem sommerlandet.

Men stakken af sladderblade ligger her stadig og vokser år for år. Jeg har så småt taget hul på årets mini-medie-festival. Jeg har allerede spist fiskefrikadelle, selvom jeg kun har været her en dag og der ligger koldskål - dog salmonella-fri - på køl. Og den lille pige i hængekøjen på den anden side af grusvejen skal nok gøre sit til, at jeg i kommende dage udforsker mange flere små tidslommer i hukommelsen.

Temaet for årets Reboot var FREE

Og Thomas havde spurgt, om jeg ville starte konferencen torsdag morgen ved at fabulere over ordets mange betydninger. Det blev til dette mash-up af betydninger, associationer og spørgsmål, jeg gravede frem på nettet, fra reolerne og i hjernevindingerne. Brokkassen af gode ting, der kunne have været skønne at have med er 15 gange så lang, men her er, hvad jeg udvalgte til de 7 minutters micro-oplæg. Og jeg må selvfølgelig lige for en sikkerheds skyld understrege, at det langtfra er det hele, jeg selv mener eller står for. Men at det er en mosaik af alle mulige udsagn og holdninger, som alle mulige har udtalt, sagt eller skrevet.

Freedom is about to get a LOT more popular…
Freedom is a wonderful thing
Freedom is history and vice versa
Freedom is preserved by free people
Freedom is the opportunity to own your own destiny, within the limits of reason and morality.

The universal declaration of Human Rights states that ”Everyone shall have the right to freedom of thought, conscience and religion”.

But that’s not all people want for free…

“I want to break free!”
“I want free weapons”
“I want my free chili”
“I want a free and fair election”
“I want energy liberty. Free electricity and free energy.”

“I want to break free from your lies. You’re so self satisfied I don’t need you anymore.”
“I want to emphasize that the term “Free Software” means free as in freedom”
“I want to point out that the free version has some serious restrictions”
“I want someone to finish my site. FOR FREE”
“I want to stress the fact that even if information wants to be free people still need to make some money.”

“I want to be debt-free by the time I turn 40″
“I want to live a good life free from financial worries”

“I want my free TV!”
“I want a free puppy for my kids please”
“I want a free domain name”
“I want a free house”
“I want to listen to another free audionovel”
“I want to play your free slotmachines”

“I want to share with you my experience of using KGB Spy Software”

“I want to abolish free will…..everything would be better if there was no free will…”

“I want to free God from this cage they have named religion”

“I Want to Feel Free … So why, why, why do some people believe that marriage ENTITLES them to ownership … “

“I want to find a path to fowl free fois gras”
“I Want Supple, Gluten-Free Buns”
“I want free gas too”
“I want to escape to feel free and safe with my family”
“I want to insert mongolian language in google translate service. I tried Babylon, but it’s not free.”
“I want to free research from politics”
“I want to try love lyrics or the free romantic love song”
“All I want for christmas is some lead-free toys.”

Freedom is messy
Freedom is scary
Freedom is never enough

There might not be any such thing as a free lunch. But let’s indulge and sing halleluja to free beer, free software, free advice, crashing on a friends couch for free, free fun, free sex.

Some claim that freedom is about authority
Others say that freedom demands a lot of responsibility.
Where is the fine line between freedom and slavery?
Can freedom be lost?

Arbeit macht frei ist eine Parole, die in erster Linie durch ihre Verwendung als Tor-Aufschrift an den nationalsozialistischen Konzentrationslagern bekannt wurde.

Free us. Free us. Free us from slavery – and let my people go
Free us from Microsoft
Free us from the oil cartels
Free us from the tyranny of the plug socket
Free us from our addictions
Free us from the curse of yummy mummy
Irony might free us from the war

Car free. Pollution free. Carbon-free. Traffic-free.

Hassle free. Trouble-free. Work-free. Strees-free. Tension-free.

Gluten-free. Meat-free. Sugar-free. Smoke free. Alcohol-free. Drug-free.

Does temptation-free equal fun-free?

Sometimes freedom is under attack
Freedom is no longer free
Freedom is mistakingly interpreted as an invitation to freeload or freewheel
Sometimes freedom is just another empty word

Intellectual freedom is the right of every individual to both seek and receive information from all points of view without restriction.

Political freedom is the absence of interference with the sovereignty of an individual by the use of coercion or aggression.

Economic freedom has a greater impact than foreign aid in helping people in poor nations escape poverty. The foundations of economic freedom are personal choice, voluntary exchange, and open markets.

Financial freedom should never be underestimated

Freedom is not an academic discussion
Freedom is not a doctrine
Freedom is an endless meeting
Freedom is a constant struggle
Sometimes I’m proud to call freedom mine!

Free the mind
Free the children
Free the music
Free the grapes to ensure fine wine
Free the dragon inside
Free the content
Free the slaves
Free Tibet
Free marihuana
Free the future

Freedom is a Jensen designed solo canoe originally introduced as the ‘F1’

Freedom is an application that disables wireless and ethernet networking on an Apple computer for up to three hours at a time

Freedom forms the refrain of a great Aretha Franklin hit song

iPhone Freedom is costly in Europe.

Free the whales
Free the will
Free the willies
Why did celebrities rally to free Willy when Keiko - the Killer Whale - didn’t want to be freed?

Is freedom failing?
Is freedom worth having if it does not include the freedom to make mistakes?
Isn’t freedom sometimes a lot more exciting when there are also boundries to explore?
Who are we to think that freedom is ours to spread?

The Dalai Lama told followers that he “wants to be a free man”.
And the Buddha said that ”Of worldly things, we want and want. Ironically, what we really want is to be free of wanting.”

We can live free – or die
Feel free to choose
It’s free to sign up, so join now!
If you want to sing out, sing out. And if you want to be free, be free.

Freedom is diversity
Freedom is responsibility
Freedom is not – and never should be - spelled “feardom”
Freedom is letting go
FREEDOM IS NATURAL NIRVANA

Let’s all feel free. Let’s REBOOT!

Normalt tager jeg ikke til konferencer. Men der er én konference om året, jeg meget nødig vil gå glip af. Og det er Reboot. Det årlige træf, hvor 600 fri-tænkere fra hele verden udveksler deres nyeste ideer - ofte på det helt sprøde, uafprøvede plan - gennem foredrag af meget høje kvalitet, samtale-sessions, pause-mingling og fester.

Reboot er den slags, man bliver afhængig af. Når man først har prøvet det én gang, skal man ligesom have sit årlige skud. Og det er derfor meget sigende, at billetterne i år var udsolgt på et øjeblik, ventelisten hobede sig op og folk kom rejsende fra hele verden, selvom programmet først blev offentliggjort dagen inden konferencen skulle løbe af stablen. Folk - inklusive mig selv - købte det simpelthen ubeset i fuld tillid til, at arrangøren (min ven og überinspirator Thomas Madsen-Mygdal) igen i år ville kuratere et par spændende dage. Og det var lige præcis, hvad han formåede at gøre (godt understøttet af en benhård koordinator og 45 frivillige).

Jeg er sikker på, at det for de 600 deltagere er vidt forskelligt, hvad det er, der går en i blodet. Men her er lige med løs hånd en liste over nogle af de ting, jeg synes er helt fantastiske - i uprioriteret rækkefølge:

• Der er plads til kompleksiteten. Selvom de fleste udefra måske nok opfatter Reboot som en konference, der primært handler om ny teknologi og socialt software (og mange af talerne ganske rigtigt tilhører creme-de-la-creme af verdenseliten inden for det felt) handler det i lige så høj grad om filosofi og værdier og tilgangen til livet, arbejdet og sine relationer. Der er både plads til de helt store tanker og visioner - og til de helt konkrete hands-on-diskussioner af dagligdagens udfordringer, når man arbejder konkret med tingene
• Pauserne er mindst lige så vigtige som oplæggene. Det er de jo i princippet til alle konferencer, fordi det mindst lige så meget handler om at mødes med alle de andre. Men det er bare tit ret rungt at mingle på traditionelle konferencer og man ender med at stå lidt fortabt med sin kop konferencekaffe.På Reboot er alle generelt meget åbne og nysgerrige - så man sjældent lov at stå længe alene med sin kop konferencekaffe i pauserne. I stedet ender man konstant i lange samtaler, der straks snor sig op i de højere luftlag. Navnene på navneskiltene står tilstrækkeligt stort til, at man hurtigt kan læse dem og indlede en naturlig samtale uden at skulle stikke snuden upassende tæt hen til et navneskilt med visit-kort-størrelse-skrift. Der er cafe-områder og masser af strandstole, som man kan flytte rundt på efter behov. Og det hele ender i masser af samtalefragmenter fyldt af smittende begejstring og masser af nye forretningsideer og samarbejdsmuligheder til følge.
• Der er legestue til ungerne (og trængende repræsentanter for forældregenerationen)
• 
• Deltagerne are “walking the talk” - for eksempel var det helt forrygende at se, hvordan en kombination af “selvorganisering” og årets tema “FREE” endte i skøn forening, da after-partyet på Ideal Bar rykkede over på den anden side af Enghavevej, hvor en af deltagerne standsede nogle unge fyre, der kom trækkende med en ølvogn og en forstærker, købte hele deres lager og udlovede FREE BEER til alle og vi endte med at stå 100 glade mennesker midt i midsommernatten midt på Enghavevej og bare feste igennem.
• 
• Der er aldrig kø på dametoilettet
• Der er tænkt over detaljerne - Der er altid lige noget ekstra at glæde sig over. I år var det grafiske udtryk for eksempel præget af farvede bobler på lyseblå baggrund. Og så var der også klistret farvede cirkler på gulve og vægge for at forvandle de institutionelle gymnastiksalsrammer til sit eget univers.
• 
• Der bliver sat nye standarder for merchandise - I år fik alle deltagere udleveret en “Reboot-sock”. En designer-nytænkning af det klassiske lap-top-sleeve, der udover at være superlækkert i kvalitet og farvevalg kunne foldes på et utal af måder, så det kunne passe til forskellige størrelser lap-tops - eller bruges som hue og tørklæde. Jeg var også ret begejstret for den kage en af sponsorvirksomhederne - Social Square - havde fået lavet, hvor deres nye grafiske design var “printet” i alle detaljer på toppen. Designet er lavet af Jan Rasmussen, der også er manden bag Reflexioners grafiske design. Og det består af et helt univers, hvor fremtidens sociale markedspladser, mennesker og virksomheder lever mellem hinanden. Udsnit af universet bliver brugt på hjemmesiden og visitkortene - og på samme fik man sit eget udsnit af universet, når man skar sig et stykke kage. Ret smart.
• 
• 
  
• 
• Mange geeks er faktisk temlig meget mere lækre, end fordommen sådan umiddelbart antyder…
• Det er helt normalt at være fri fugl, fri-tænker og free-lancer. Det er fuldstændig forrygende den ene gang om året at være blandt andre mennesker, der også sammensætter deres eget arbejdsliv, spiller på alle strenge af deres tilværelses kludetæpper i stedet for at prøve at reducere deres erfaringsgrundlag til én rød tråd. Og samtidig er det spændende at møde de samme mennesker igen og igen år efter år. For de veksler - fuldstændig ligesom jeg selv bortset fra - mellem perioder, hvor de er mere afsøgende, eftertænksomme og batteriopladende, og perioder, hvor det kun kan gå for langsomt med at realisere en ny ide. Og det er utroligt inspirerende og befriende at dele erfaringer. Og så er det også lidt sjovt, at man møder folk fra hele verden, der på baggrund af deres Reboot-oplevelser mener, at alle danskere må være de mest fritænkende, åbne og forandringsvillige folk, der findes, fordi alle de har mødt på Reboot er sådan. Og man nænner næsten ikke at fortælle dem, at det ikke nødvendigvis er gennemsnitsdanskerne, de møder der :-)
• Man bliver hurtigt up-to-date med mange af de nye begreber og gadgets. Det er for eksempel her, jeg i årenes løb har hørt begreber som wikis, rss og alle mulige andre begreber, der med rekordfart er blevet hvermands-eje nævnt første gang. Og så er det bare så vildt at se, hvordan de mange iPhones og bærbare med lysende æbler er en helt naturlig forlængelse af mange af deltagernes legemsdele, så de fuldstændig ubesværet liveblogger og billeddeler under foredragene.
• 
• Der bliver udforsket og afprøvet forskellige genrer og foredragsformer. Det var for eksempel her, jeg første gang hørte om PechaKucha og micro-presentations. Der opstår spontane diskussionsklubber i kølvandet på de store foredrag, som man så kan få en professionel moderator til at stå for. Der er kreative workshops i retning af robotbygning og design, lege for voksne (venligst læs uden kinky fortegn) og live-interviews. Og uventede elementer såsom guitar-eksempler på irsk folkemusik i et oplæg om kultur-og-traditions-bevaring, flyvende badeænder og free hugs. Der alt sammen veksler ind i mellem de mange powerpoints, hvor folk generelt er utroligt gode til at bruge meget få bullet-points.
• Og måske vigtigst af alt…så er der denne her stemning af, at vi sammen faktisk kan rykke noget. Ved arbejdspladserne, organisationerne, samfundet, verden. Det handler ikke bare om at øge profitterne eller sælge tingene på en snedigere måde. Der er en mening med det hele, der handler om at demokratisere organsiationerne, frisætte tænkemåderne, sprænge konventionerne og udforske det umulige. Og hvor er det dog befriende, når nogen tør tage så store ambitioner og visioner i deres munde en gang i mellem.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har tilbragt det meste af dagen i dag på sofaen uden behov for særlig mange andre stimulanser end skod-tv og salte fisk. Men det skyldes faktisk ikke tømmermænd - selvom jeg et sted i spændingsfeltet mellem gin-&-tonic-nummer-5 og øl-nummer-6 begyndte at forberede mig mentalt på, at det godt kunne blive tilfældet. Det skyldes, at jeg er overstimuleret på den gode måde. Jeg er mere fuld af nye ideer, inspiration og tanker, end af alkohol-reminiscenser…og er også socialt blevet stimuleret af masser af forrygende samtaler, udfordringer og overraskende spørgsmål og free hugs.

Ahhhhh - siger jeg bare. Og så siger jeg stort tak til arrangørerne og de mange andre deltagere for nogle rigtige dejlige dage. Og håber, at nogle af alle jer andre derude også bliver inspireret til at bryde lidt - og stille større krav til - konferenceformaterne…

Hvis du havde spurgt mig i går ville jeg have sagt, at dette mest af alt var tænkt som en servicemeddelelse: De få, der hidtil har benyttet sig af mit/Reflexioners fastnetnummer (3311 0185) skulle lige vide, at det er opsagt fra og med i dag og jeg/Reflexioner fremover kun kan træffes på mobilen (2949 9696). Og det ved i så nu.

Men klokken fem i morges vågnede jeg så jetlag-agtigt pling og var sådan helt “Gud nej, kan jeg nu også det?” Jeg havde selvfølgelig været alle pros-and-cons igennem, da jeg ringede til TDC for et par uger siden for at opsige det. Men der i sommernattens alt-andet-end-mulm-og-mørke lå jeg pludselig og vendte og drejede mig som en grill-kylling.

Er det totalt uprofessionelt at drive en seriøs virksomhed uden at have et fastnetnummer til den? (nej, det synes jeg jo ikke det er, især når den virksomhed ofte byder på omfattende rejseaktivitet, møder og kaffeaftaler, der gør, at jeg alligevel sjældent sidder ved siden af røret)

Hvad med den tre faxer om året, jeg godt kan finde på at sende eller modtage? (jamen det går jo så nok alligevel. For faxen er jo i forvejen en uddøende race og man kan faktisk også faxe ret meget nede fra 7-11 før det løber op i det samme som et fastnetabonnement)

Hvad med dem, der ringer til Reflexioner i de kommende måneder og ikke ved, jeg har nedlagt nummeret? (hey - who am I kidding. De eneste, der ringer til det nummer er jo i forvejen kun alle de irriterende sælgere af vaskepulver-i-firma-pakninger der i forvejen er alt for store til at give mening for en enkeltkvinde-virksomhed. Alle andre ringer i forvejen på mobilen - så det eneste reelle problem er så, at sælgerne nok begynder at ringe til mobilen, hvilket er temmelig irriterende og tidskrævende. Men ikke nok til at opretholde dyrt abonnement).

Så alt i alt kan jeg godt se på det hele, at “what it all comes down to” er ren nostalgi. Jeg har det lidt ligesom Peter Belli i den her reklame:

Men min nostalgi handler nu ikke så meget om selve nummeret og de samtaler, der er foregået over det nummer helt tilbage til den gang Kennedy blev myrdet. Hvis jeg er nostalgisk overfor et fastnetnummer, er det snarere nummeret i mit barndomshjem, som jeg i min teenagetid førte laaaaange telefonsamtaler med veninderne over og sludrede igennem på en måde, jeg bare meget sjældent gør på mobilen.

Jeg doodler heller ikke rigtig længe. For selvom jeg stadig venter i lange “du-er-nu-nummer-seks-i-køer”, går jeg jo rundt med mobilen, mens jeg taler - og produktionen af kruseduller er faldet markant. Og dem savner jeg også lidt. Men igen - det gør ikke den store forskel, for der var jo i forvejen ikke nogen, der ringede på det nummer. Så krusedullerne var for længst en uddøende race.

Men ingen af de nostaligske tankeudflugter er reelt argument nok til, at jeg skal beholde den faste forbindelse. Og jeg er jo fanden ikke selv gråt guld. Endnu. Den reklame er målrettet en målgruppe, der er mindst 30 år ældre end mig. Og jeg har jo i praksis i årevis udlevet tankerne om det fleksible arbejdsliv, der kan foregå når som helst og til lands, til vands - og snart ikke kun på businessclass - i luften. Så nu, hvor jeg endegyldigt også kapper den fysiske faste forbindelse er det et sidste nostialgisk farvel til tanken om, at man bør sidde det samme sted fra 9-17 når man arbejder. Og - som en veninde straks skrev til mig, da jeg i morges meldte ud til de få, der tidligere har benyttet fastnetnummeret, at det nu var slut med det - et hjerteligt velkommen til det 21. århundrede.

Jeg har det jo med at blive begejstret for nye opfindelser, der med meget enkle midler gør hverdagen meget nemmere. Og selvom det måske ikke er HELT så kinky som overskriften på dette indlæg kunne tolkes, vil jeg gerne lige henlede opmærksomheden på, hvor meget der sker inden for udviklingen af plasticposer, der kan alt muligt smart.

Det startede med isterningposen. Der i sig selv var smart og bare er blevet smartere og smartere gennem årene med selvluk-mekanismer, “ryst-posen-så-løsner-isterningerne-sig-selv”-opgraderinger og nye størrelser og faconer på selve terningerne (størst er min begejstring for de bitte små slush-perler og de lange røre-is-stænger).

Og så forelskede jeg mig i salatslyngeposen. Også en lille pratisk rulle, der lige passer i mit mikrokøkken og ikke fylder noget, når den ikke skal bruges. Og så til gengæld hyperfunktionel, så snart man har brug for at slynge salat og - i mit tilfælde oftest - krydderurter. Små, fikse huller i posen sørger for at dræne alt vand fra salaten ud i nogle snedige kanaler, der gør det nemt at hælde det direkte i vasken. Og søreme om ikke selvsamme pose desuden er rigtig god til at holde overskydne salatblade eller mynte (selvfølgelig mynte, uendelig meget mynte) frisk i flere dage.

Og nu har opfinderen af de funktionelle plasticposer gjort det igen. For hvad hang der og lukkede ved frugthylderne på min første Irma-tur efter New York-opholdet? Vakuum-frugtposen! Et ultrasnedigt aggregat, hvori man fylder sine udskårne frugtstykker, der gerne holde sig friske, sprøde og ikke-spor-brunlige i skoletasken, computermappen eller køleskabet. Og så puster et øjeblik i toppen - hvorefter frugten automatisk er vakuum-pakket med fine luft-stødpuder rundt om sig. Har indtil videre kun afprøvet dem en gang - lidt uautoriseret til opbevaring af ovenskyden mynte, koriander, thai-basilikum, bønnespirer og limebåde, der var blevet tilovers fra gårsdagens laksa-eksperimenter. Og det fungerede helt forrygende. Friske, sprøde og lækre var de stadig her til formiddag, da jeg rev toppen af posen og hældte dem ud over resterne til frokost.

Indtil i dag har jeg bare tænkt på de forskellige poser som løsrevne produkter, der havde det til fælles, at de var af plastic, smart udført og løste nogle helt basale grundbehov. Men mens jeg har siddet og skrevet på dette indlæg, er der så sket det, der ofte sker, mens jeg sidder og forfølger en strøtanke: I min jagt på billeder og eksempler har jeg googlet mig frem til, at alle disse poser (måske ikke samtlige variationer over temaet isterningpose, men alle de andre) er opfundet af det samme danske firma. Og de har - opdagede jeg så også undervejs - også opfundet de smarte tefiltre, der holdes på plads af te-pottens låg og som revolutionerede min teenagetids opfattende te-drikning. Og nu hvor jeg har set sitet, begynder der at foresvæve mig noget om, at jeg måske havde set noget om “isterning-manden” engang. Men det var ikke en aktiv viden for mig, da jeg for en halv siden satte mig ned for at skrive dette indlæg. Og det undrer mig faktisk, at jeg ikke oftere og langt mere eksplicit har hørt om en så innovativ og succesrig dansk iværksættervirksomhed. For de har jo formået ikke alene at have den tekniske viden til at udvikle produkterne, men også - og det er i denne sammenhæng nok det allervigtigste - en eminent evne til at afkode samfundstendenserne og den moderne forbrugers behov. Længe inden den moderne forbruger er blevet sig behovet bevidst.

Og så er der oven i købet tale om aggregater der - måske lige med undtagelse af burger-frost-poserne (som jeg heller aldrig var stødt på, før jeg besøgte deres site for et øjeblik siden og som falder lidt ved siden af undertegnede moderne forbrugers behov, men som der helt sikkert skal være mange derude, der har brug for) - samtidig nedbryder nogle af de væsentligste barrierer og dermed udgør et vigtigt praktisk element i kampagnerne for at få os alle sammen til at spise mere grønt og frisk frugt på farten.

Somewhere under the rainbow bor jeg. Og jeg har det med regnbuer lidt ligesom med årets første friske danske grøntsager, bær og frugter. Så snart jeg fornemmer optræk til regn, der møder solskin, farer jeg febrilsk rundt indtil jeg finder det vindue, der forhåbentlig indrammer en regnbue. Og så står jeg lidt drømmende og fantaserer mig om på den anden side “where troubles melt like lemon drops”, mens jeg nynner (well - mine underboere vil muligvis sige skråler…) denne her

(P.S - husk nu pustesukke på w’et i bedste Judy Garland-stil hver gang du - og Judy - når til det sidste Wwwwwhy)

For et halvt års tid siden kom jeg ved en fejltagelse til at skrive brainding i stedet for branding. Og det satte gang i en masse reflexioner over temaet “begavet markedsføring” og motivationsretorik.

Og for et par måneder siden ville skæbnen, at jeg blev kontaktet af “Turbulens.net - forum for samtidsrefleksion”, der bad mig levere et ud af fire essays, der alle skulle handle om “Branding og frihed”. Selve essayet skrev jeg, mens jeg var i New York. Og i dag er de fire essays så blevet lagt live. Du kan finde dem alle sammen her. Jeg har ikke selv fået læst de andre indlæg endnu, men glæder mig til det, for emnet var meget interessant at arbejde med og foldede sig meget ud, mens jeg skrev på det. Så jeg er spændt på at læse, hvad de andre har fået ud af det.

Mit eget indlæg er en uddybning af Brainding-tanken kombineret med motivationsretorik, et par markedsføringskæpheste og eksempler fra forskellige medier. Teaseren lyder sådan her:

Markedsmastodonterne og mediemonopolerne udfordres konstant af mikromedier og mikrobrands. Det stiller nye krav til markedsføringen og brandingstrategierne. Vinderne bliver dem, der formår at sætte modtagerne fri – fri til selv at vælge, hvornår og hvordan de vil deltage. Fri til at segmentere sig selv. Og fri til selv at tænke videre. Denne type branding og markedsføring er ofte involverende, åben og tankevækkende – så der snarere end branding i traditionel forstand er tale om brainding.

Og hele essayet kan du læse her. Så vidt jeg kan se, kan man ikke kommentere på Turbulens’ side. Men jeg vil jo altid gerne høre, hvad I tænker derude. Så kast jer meget gerne over kommentarfeltet her på bloggen i stedet :-)

I fredags havde en betænksom veninde inviteret mig til premiere på “Sex & the City - the movie” for at dulme New York-abstinenserne. Og udover, at det selvfølgelig var en rigtig dejlig aften i vældig godt selskab, var der også en række andre elementer ved aftenen, der var værd at notere sig, når man som i månedsvis har gået rundt i et New York, der i stadigt stigende grad med Sex-and-the-city-ificeret som optakt til filmen. For lur mig, om der ikke også viste sig at være tendenser til det samme i København, hvis bare man lyttede ordentligt efter?

• Hjemkomst fra New York: Stort set alle, der spørger til turen refererer i en eller anden forstand til Sex and the City. Fik jeg drukket mange Cosmopolitans? Spist cupcakes på Magnolia Bakery? Samlet mystiske mænd op på mærkelige steder? Købt mange sko? Set det hus i Perry Street, der skal illudere Carries hjem? Set nogle af stjernerne på gaden? Og alternativt sker det modsatte - jeg fortæller en historie fra New York-turen - og folk siger henført “det er jo fuldstændig Sex and the City”.
• Ugen op til film-premiere: Falder et par gange forbi TV3s specialprogrammer om Sex and the City. Og lærer blandt meget andet, at Sarah Jessica Parker (Carrie) og Cynthia Nixon (Miranda) lærte hinanden at kende, da de som børn skulle indspille et radiospil over Det Lille Hus På Prærien. SJP var Laura og Nixon indtalte Marys stemme. Og i teenageårene vandt Nixon yderligere claims to fame da hun som den første nogensinde spillede med i to Broadwayshows samtidig. Og løb frem og tilbage mellem teaterene, hvor hun var med i henholdsvis 1., 2. og 3. akt.
• Fredag formiddag, inden filmpremiere om aftenen: Har fået til opgave at købe ingredienser til de obligatoriske Cosmopolitans. Kan ikke rigtig lokalisere Tripple Sec, før jeg går ind i meget officielt udseende vin- og spiritus forretning. Spørger den flinke mand bag skranken, der stikker mig en særlig variant, der efter sigende er særligt god til at mixe drinks. For som han siger “Jeg går ud fra, det er til cosmopolitans - der er jo en vis film, der har premiere i aften”. “Ja,” smiler jeg, grebet på fersk og forudsigelig gerning. “Kan I mærke, at salget af Tripple Sec er steget på grund af det?” “Ja, der var lige en fra en stor biograf her i går, der skulle have otte flasker, så de kunne servere cosmos før filmen. Men han VILLE have Cointreau - og det er også OK, men den her er MEGET bedre til det formål. Cointreau er lavet som likør til kaffen - den her er lavet specielt til drinks”. Jeg understregede, at jeg stolede fuldt og helt på hans professionelle dømmekraft i den sag. “Jeg ved godt, det lyder lidt gay” siger han, “Men jeg elsker den serie. Jeg så dem helt fra starten og nød også ex-konens box-sæt”.
• Fredag aften på vej over Rådhuspladsen på vej til bif: Mange yngre kvinder i stilletter og strutskørter. Høj stemning. Og selve Rådhuspladsen virker i det lys, somom den er bare en smule mere urban og vibrerende end ellers.
• Fredag aften i biograf: Skal lige komme os over indholdet i pink sponsorpose, der med kombinationen af et modemagasin, fedtfattig slik, designer-hygiejnebind (!) og en kildevand på en eller anden måde kommer til at understrege det kvindeforudsigelige i situationen og bare ikke rigtig fremstår så glamourøst, som sponsorerne måske havde ønsket sig… Men ellers er det fantastisk at se på publikum i bedste Carrie-outfits og med et samlet støjniveau, der får en til at få ondt af de tre mænd, der er tilstede i den propfulde sal. Man kan umuligt høre hverken reklamer eller forfilm. Og der er højlydt tyssen, da det velkendte filmtema begynder at brage ud i salen. Højlydte klapsalver - især da Kim Catrall/Samantha (hvis lønforhandlinger op til filmen, flere gange var ved at få projektet til at gå i hårdknude) viser sig på skærmen første gang.
• Fredag aften under filmen: Overraskende stille støjniveauet inden filmen taget i betragtning. SÅ mange punchlines er der alligevel heller ikke. Og SÅ meget punch har filmen i det hele taget heller ikke, da det kommer til stykket. Den er overordnet god, synes jeg - risikoen for et kæmpeklask taget i betragtning. Men seriens fantastiske punches, der altid havde Carries “I couldn’t help but wonder” som omdrejningspunkt for hvert afsnits twists and turns, savner man lidt. Og Miranda - fantastiske, benhårde, kyniske Miranda - har bare heller ikke helt punch nok i filmen sammenlignet med serien. Og så synes jeg måske også, at meget af det provokerende, eksperimenterende og banebrydende i serien, der viste fire meget forskellige kvinder, med ups, downs og ret mange nuancer, i filmen er blevet reduceret mere til nogle mere forudsigelige kvinder, hvor det er mode/mærke-glæden, der har overtaget fremfor selvstændigheden og erotikken. Men der er alligevel klapsalver efter filmen og stemningen er høj og kvidrende, da stilletterne bevæger sig ud i Rådhuspladsens neon-ocean.
• Dagene efter filmen - alle spørger selvfølgelig til filmen. Og fortæller om Sex & the City-arrangementer, der har været, mens jeg har været i New York. Guides til København om, hvor Carrie & Co. ville have spist, shoppet, datet og cosmos, hvis det var foregået i København. Styling-arrangementer. Konkurrencer. Alt sammen selvfølgelig underbygget af vejret, der ikke kan undgå at betyde, at man bliver bare en lille smule forelsket i København.

Og personligt er jeg splittet. For på den anden side, synes jeg, det er lidt skræmmende at følge, hvordan både New York, København og alle vi kvinder, der lever og ånder i begge byer, meget nemt reduceres til Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte-kloner, der i filmen og markedsføringen og sponsorregnen ikke har nær så meget klasse og punch på den banebrydende, skarpe og provokerende måde, som serien var fuld af. Men i overvejende grad - hvis man kan kan lægge noget i den sponsorstrategi, der har ligget til grund for både den omfattende product placement i filmen og indholdet i den pink pose, alle gæsterne fik udleveret - interesserer sig for Manolos, dyre tasker, puritansk slik og limited-edition-hygiejnebind.
Og på den anden side er det, for en nys-hjemvendt-New Yorker-farer som mig, der stadig har New York i blodet, tempoet, hjernevindingerne og humøret, fantastisk at mærke København dunke en lille smule i New Yorker-rytmer og være en anelse mere sommersitrende end ellers.

“Husk nu at ønske” sagde min mormor altid til min mor og hendes lillebror, når de satte tænderne i forårets og forsommerens første danske ærter/jordbær/kartofler/tomater. Og “Husk nu at ønske” havde hendes mor - min oldemor - helt sikkert også sagt til hende og hendes lillebror, da de var små.

“Husk nu at ønske” sagde min mor derfor også altid til mig og min lillebror, da vi var små og for første gang i det nye år fik serveret nye danske frugter, bær og grøntsager. Selvom man allerede da vi var små kunne få de fleste frugter, bær og grøntsager året rundt, blev det således noget særligt, når den danske sæson begyndte. Og jeg ønskede altid i evigheder og sugede således al saft og kraft ud af årets første bid, så den reelt endte med at være helt slatten og ikke særlig velsmagende inden i munden. Men festligt var det. Og hvert forår og hver forsommer bød på ønsker i en uendelighed.

“Husk nu at ønske” sagde jeg til en af mine veninder, da vi købte en pose friske ærter for fem-seks forsomre siden. Jeg var sidst i tyverne - og først da jeg så hendes spørgende blik, gik det op for mig, at den tradition IKKE var den udbredte tradition, jeg altid havde troet det var. Hun kendte den i hvert fald ikke. Og det gjorde - efter en hurtig rundspørge blandt mine andre venner - heller ingen af dem.

Jeg spurgte min mor. Jeg spurgte min mormor. Og de blev begge lige så overraskede som mig over, at det kun var noget vi gjorde. Vi troede det var noget ALLE gjorde. (En omvendt Ninja - fristes man til at sige). Men vi fandt frem til, at det måske var en reminisens af den jødiske tradition, hvor man beder en taknemmelig bøn hver gang man ser et særligt smukt træ, smager en særligt velsmagende frugt eller dufter til fine olier. Bare sådan for at vise sin taknemmelighed over verdens forunderlighed. Vi fandt aldrig ud af, om det præcis var sådan det hang sammen (hvis der sidder nogen derude, der også er opvokset med den slags ønsketænkning vil jeg meget gerne høre jeres viden og erfaringer!) Men uanset om det er tilfældet eller ej, er det i hvert fald lige præcis sådan det fungerer. Nu godt hjulpet på vej af kassen fra Årstiderne.

Og jeg gør det stadig…Hver gang jeg spiser årets første danske jordbær/kartoffel/tomat/ært tager jeg mig lige et øjeblik til virkelig at smage på den og ønske. Ikke nødvendigvis saft-og-kraft-udtrækkende længe, men længe nok til lige at huske på og bide mærke i årstidernes skiften.

“Husk nu at ønske” vil jeg også sige til mine børn, hvis jeg engang får nogle. For det er en kærkommen opdagelse og opdragelse til at følge årstidernes skiften, nyde frugt, grønt og bær - og få forståelse for vejen fra jord til bord. Og så er der en ekstra livsbonus ved den slags ønsketænkning: Selvom man jo kan ønsketænke når som helst og hvor som helst, er det ikke altid, man lige får det gjort. At ønske sig noget og “Hvad ønsker du dig?” reduceres meget ofte til at handle om ting, sager og statussymbol-ønsker af ønskeseddel-til-jul-typen. Ikke om de store ønsker og livsvisioner, der virkelig betyder noget. Og som det kan være meget sundt at gøre sig klart engang imellem. Eller i hvert fald lige tage sig et øjeblik til at tænke over.

Og der kan frugt/bær/grøntsagsønskerne være en kærkommen undskyldning til lige at tage sig tid til at ønske, hvis der er lidt for langt mellem stjerneskuddene.

…er det måske ikke ligefrem. Og den ved jeg heller ikke, om jeg har lyst til at finde. Men jeg kender en effektiv nøgle til at folde livet ud, så det om ikke andet føles som om man lever længere, fuldere og rigere.

Og opskriften er simpel - såre enkel faktisk: At sørge for med jævne mellemrum at rykke sig selv op med rode og omplante sig selv i nye omgivelser. Springe ud af hamsterhjulet med jævne mellemrum. Eller allerbedst: tage på mini-orlov til Langbortistan, New York, sommerhuset eller den der anden destination, der for os hver især ligger et ganske særligt udefinérbart sted sådan ca. et sted mellem Østen for solen og Vesten for månen. Og med mini-orlov mener jeg noget, der er længere end en tre ugers ferie. Noget, der er langt nok til, at man virkelig skifter gear; lader nye tanker få lov at spire frem og giver sig selv lov til at ændre mening, standpunkt, drømme og planer.

“Det lyder alt sammen meget godt - men hvad har det at gøre med et længere liv?” sidder du måske nu og spørger dig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke længere liv i form af flere dage, måneder eller år, jeg tænker på. Det er oplevelsen af, at livet er langt og rummeligt, snarere end at det løber afsted med en, jeg er interesseret i. Og her siger min erfaring mig, at jo mere dagene ligner hinanden, jo mere løber ugerne afsted, bliver til år og forsvinder ud mellem hænderne på en. Druknet i den seneste nye deadline, hasteopgave, sygedag (egen og/eller barns første). Og pludselig står man der og kan slet ikke fatte, at der allerede er gået en måned, et år, et årti…

Mens tilværelsen og livet straks føles længere, så snart man rykkes ud af rutinen. Du kender det helt sikkert fra de første dage på en ferie. Den første dag på destinationen, kan man næsten ikke forstå, at der kun er gået en dag. For man har nået så ufatteligt meget, fået så ufatteligt mange indtryk og føler sig allerede så ufatteligt meget mere afslappet, inspireret og livskraftig, at det føles, som har man været væk en måned. De næste par dage folder sig også ud i det uendelige. Og så pludselig - i takt med, at man lærer omgivelserne lidt bedre at kende og falder ind i det nye gear…ruller tiden pludselig afsted, og man kan slet ikke forstå, at der allerede skulle være gået to uger.

Og på samme måde, når man starter nyt job, forelsker sig eller - gætter jeg på - bliver forældre. I begyndelsen kan man slet ikke forstå, at der kun er gået en dag, en måned, et år siden verden forandrede sig. Men så snart hverdagen for alvor sætter ind, ruller tiden.

Det bliver ekstra tydeligt nu, hvor jeg lige er vendt hjem efter mine tre måneder i New York. Jeg selv føler, jeg har været væk i evigheder. For jeg oplevet så meget. Og fordi jeg havde en masse besøg af mennesker, der oplevede det hele med vidt forskellige perspektiver og havde mange rejser, udflugter og gøremål undervejs, der splittede de tre måneder op i mange mindre enheder, formåede jeg - udover at få en grundrytme af en hverdagsfornemmelse - at folde tiden ud og få den til at strække sig. Fordi der skete så meget nyt heletiden.

Og nu hvor jeg så er vendt hjem er der to hovedreaktioner, når folk ser mig (udover - tak skal I have!) de generelt glade ansigter. Nogle siger “Er du allerede hjemme? Det føles som var det igår du tog afsted”, mens andre siger “Var det virkelig kun tre måneder? Det føles som en evighed siden du har været her sidst.” Og der er et helt fast mønster i, hvem der siger hvad. De førstnævnte er typisk dem, der har en ret fasttømret hverdag, ofte med faste jobs som de har siddet i længe.

De sidstenævnte er typisk de selvstændige, for hvem hver dag er en ny udfordring eller opdagelsesrejse. De gravide, hvis maver er svulmet gevaldigt på tre måneder. Småbørnsforældrene, hvis børn nu kan henholdvis rulle, sidde, rejse sig, gå, papegøjesnakke eller forme sætninger. Og så alle dem, der skiftet job, er flyttet, har afleveret speciale eller ph.d-afhandling, er jobsøgende eller selv har været ude at rejse. Dem der er i livets transformationsfaser eller bevidst har ændret på et markant spor i deres liv.

Jeg ved godt, at man bliver totalt udmattet af konstant at skulle udforske, opleve, udfordre og erkende. Og man kan heller ikke gøre det konstant, for så mister hver forandring sin livsforlængende effekt. Men hvis man ind i mellem føler, at livet leves en lidt forbi og at “life is what happens to you while you are busy making other plans” kan man effektivt bremse hastigheden og forlænge sin fornemmelse af at være fuldt og helt i live ved at bryde hverdagen.

Evigt liv kan ingen garantere - og jeg ved heller ikke hvor ønskværdigt jeg synes, det ville være. Men man kan sørger for at få så meget som muligt ud af livet, mens man er her - og at folde hver dag så meget ud som det nu engang lader sig gøre.

Majmorgenlyset stod skarpt-skarpt, da min far hentede mig i lufthavnen og vi kørte paradetur gennem København. Meget skarpere end gjorde selv på de smukkeste solskinsdage - og dem var der mange af - i New York.

Drejede ned mod Dronning Louises Bro, hvor der hang nogle meget farverige flag på de fire flagstænger. Der var vistnok Dannebro nedenunder - men ovenpå var malet mønstre og farver. Ved ikke, om det var decideret hærværk (hvilket trods alt ikke ville være så godt) eller om det var 1) Nørrebro-flaget, der endelig havde fået tilladelse til at vaje over broen eller 2) led i en protest/happening/event for større kulturel åbenhed og forståelse, hvor man helt bevidst legede lidt med nationalsymbolet. Men tanken om både løsning 1) og 2) gjorde mig utroligt glad for, at det var lige netop Indre Nørrebro, jeg skulle tilbage til.

Fik gelejdet min chauffør ned ad Nørre Allé kun for at opdage, at den er ensrettet og hele parkeringspladsen ved kirken er afspærret, fordi de er ved at bygge et nyt meget funky automatisk parkeringshus, der selv pakker bilerne væk under jorden. Man kan høre vejarbejdet/entreprenørerne knokle løs derovre i løbet af dagen og når de bruger de største trykbor lyder det fuldstændig somom Subwayen kører lige neden under en. Kom til at tænke på, at jeg for et par uger siden endelig fik taget mig sammen til at gå hen til en af parkeringsvagterne ved et af New Yorks mange fascinerende parkeringsanlæg, hvor bilerne holder i flere etager og fik stillet min nysgerrighed omkring, hvordan de organiserer det i praksis. Svaret var - indrømmet: lidt skuffende - at det ikke er spor organiseret. De ER nødt til at flytte alle bilerne hver gang en af de øverste/bagerste skal ud. Men jeg fik lov at trykke på knapperne, der kørte bil-elevatorerne op og ned. Og meget mere skulle der ikke til for at gøre mig glad den dag.

Det etniske medborgerhus har fået nye flotte skilte ud mod Nørre Allé.

Mine underboer, der har en lejlighed, der går på tværs af opgangene og er trætte af, at der altid ligger reklamer og lokalaviser udenfor den blændede dør, havde endelig fået sat et stykke malertape henover brevsprækken hvorpå der står: “Ingen bor her”. Det fik mig til at tænke på Odysseen og hvordan den snarrådige Odysseus bilder Kyklopen ind, at han hedder “Ingen”. Så da kyklopen skriger på hjælp, da Odysseus & Co. blænder ham, og de andre kykloper spørger hvad der er lods, råber han “Ingen har narret mig!”, “Ingen har blændet mig” - og de andre kykloper vender det døve øre til. Og nu bor Ingen - a.k.a. Odysseus - så nedenunder.

Min lejlighed virkede så skøn, så snart jeg trådte ind over dørtæsklen. Min lejer havde gjort fint rent og da jeg inden afrejse havde pakket det meste af mit ragelse langt væk, virkede her så luftigt, rent og lyst. Meget lyst i det hele taget. Lysindfald fra mange vinkler. Og alt det grønne fra gården lige udenfor. Og selvom min lejlighed på The Lower East Side var rummelig og lys, meget lys, efter New Yorker-standarder, virkede det her nærmest som at træde ind i et sommerhus.

Det tikkede ind med konstante velkomsthilsner pr. telefon, sms og mail. Sådan lidt fødselsdagsagtigt, hvor man bliver rigtig glad for alle hilsnerne, men ikke rigtig har tid til at tale nok med hver enkelt, fordi man også lige har en masse småting, man skal ordne. Og jeg følte mig glad og velkommen hjem.

Og så gik jeg ud for at købe lidt mad. Og blomster. Det er sjovt, som man bliver opmærksom på, hvad man har savnet og trænger til, når man har været længe væk. Og jeg savnede åbenbart blomster. Nede hos min yndlingsblomsterbutik i lokalområdet - “Den Grønne Gren” i Ravnsborggade - var blomsterne smukke som altid, men stemningen lidt trykket. De kæmper voldsomt for at få økonomien til at blomstre ligeså meget som buketterne, venligheden og smilet. Og jeg endte med at hænge der længe og snakke mulige forretningsgmodeller og løsningsforslag. Selvom jeg efterhånden godt kunne begynde at mærke, at jeg kun havde sovet en halv time på flyet - og derfor reelt havde sprunget en nat over.

Tog en lang lur på min sol-bagte seng.

Nogle af mine gode venner kom forbi med den mest fantastiske rygeost-kartoffel-salat med røget hellefisk, jordbær, is og champagne, og vi sludrede aftenen væk.

Var lysvågen og lå længe og læste i en helt fantastisk novellesamling - No one belongs here more than you af Miranda July, som jeg helt spontant samlede op hos boghandleren på Prince Street forleden - indtil øjnene tilsidst slog krydser og bogstaverne gled sammen.

Vågnede klokken 10 ved, at der blev kor-sunget “Når jeg ser et rødt flag smælde” i medborgerhusets gård. Var definitivt IKKE længere i kapitalismens højland.

Morgenmad, flere søde hilsner, telefonsamtaler, mails. Og en pludselig stime af invitationer til sommerfester og sommerarrangementer hos venner, samarbejdspartnere og kunder, der pludselig fik mig til at tænke på, hvor meget juni kan minde om december - og det undrede mig, at jeg aldrig rigtig har tænkt over det før. Jeg har været til “Jul i juli” - julemændenes årskongres i Santa World i Ringsted engang. Men at det ofte er jul-agtigt i juni havde jeg aldrig skænket en tanke.

Gåtur i solen, flere basale indkøb. Der er poppet en masse nye steder op i kvarteret. Blandt andet er der - nærmest indenfor en blok - kommet en ny juicebar, en ny “health-food-bix m. cocktails” og et frozen yoghurt-sted. Alt sammen meget “New York”, men umiddelbart så alle tre steder ud til at mangle det der udefinérbare final touch… men prøves skal de selvfølgelig. Og sammen med en god veninde startede jeg i dag med det nye Frozen Yoghurt-sted i Elmegade. Sad i solen på torvet og så på folk. Og selvom det jo ikke var New York, var der stadig masser at peoplewatche.

Købte Se&Hør og BilledBladet for at lige at komme up-to-date på Joachim-Marie-situationen. Kunne med det samme se på forsiderne, at sammenligningen af bladenes retorik ville blive fantastisk. Se&Hør kører stort billede af Dronningen temmelig plirrende og storgrinende ledsaget af teksterne “Margrethe hældte indenbords: Dansede tæt med ung bøsse og HØNEFULD. Brudeparret ser man kun i et mindre billede øverst ledsaget af teksterne “Alt om årets bryllup; De kyssede hele tiden og SMASK. Nederst et aflangt billede af Prinsgemalen liggende på ryggen i græsset. Ved første øjekast troede jeg, han kun havde boksershorts på - men ved nærmere eftersyn (et nærmere eftersyn, man ikke får taget i Netto-køen, hvor folk flest trods alt nøjes med at kigge på sagerne) har han faktisk en kødfarvet sweatshirt på. Teksterne der ledsager billederne er “Henrik pustede ud; DØD I SVÆREN. Og så er der også de der Erik og Anni som selv en hard-core sladderbladslæser som mig ikke anede hvem var, men som pludselig i løbet af de sidste tre måneder pludselig er alle vegne.
BilledBladet kører kæmpe billede af det kyssene brudepar ledsaget af teksterne “Marie får Joachim til at smlete: MIN PRINSESSE og et rødt bånd, hvor følgende ord er adskilt af dansene hjerter: Kyssene, Kjolerne, Festerne, Tårerne. Øverst et lille billede af småprinserne i jaket og smil med teksten “Gæsterne græd; JOACHIMS TALE TIL MIKOLAI OG FELIX. Nederst et lille billede af Kronprisparret i forbindelse med Kronprinsens hemmelige 40-årsfest og stemplet: Kun i BilledBladet. Og så - sørme også - et lille billede af Erik og Anni. Har kun lige skimmet bladene indtil videre, men kan allerede nu blandt perlerne meddele, at BilledBladets tillæg selvfølgelig hedder “Alt om årets Eventyrbryllup” - mens Se&Hør på alle temasiderne om brylluppet bringer et stempel, der siger “På’en igen Joachim” og i brødteksten blandt meget andet kalder ham Stivstikker og Hans Kgl. Kontrolfreak.

Pakkede ud og vaskede og lavede lidt mad og skulle ligge lægge vasketøj sammen foran fjerneren, da jeg stødte på et program på TV3 kaldet Finalen i Miss Aquadorelle - Danmarks mest naturlige skønhed.  En konkurrence udskrevet af  kildevandsfirmaet Aquador med det egentlig relativt noble mål at kåre en kvinde for både indre og ydre skønhed, der ikke behøvede at leve op til traditionelle skønhedskrav. Men som i udførelsen var en mærkelig blanding af amerikansk beauty-pagent med phony “red-verden-erklæringer”, Americas Next Top Model og en mislykket efterligning af Dove’s kampagne for natural beauty. Har faktisk ikke tidligere set herhjemme, at et brand i den grad havde kunnet købe sig til SÅ udvidet sendetid - og programmet var ligefrem produceret af et selskab, der hed noget i stil med “BrandTV” - og det er altså en rimelig vild ting, hvis vi er nået dertil på skodtv-fronten nu. Det har været på vej længe og er ofte sket bag kulisserne - men at det foregår så åbentlyst, er alligevel et meget markant skridt i nye retninger af medie-kommercialisering. Som konceptudvikler og medieudvikler åbner det nogle meget interessante motivationsretoriske perspektiver, hvor man - hvis man som virksomhed eller organisation virkelig har noget på hjerte UDOVER at sælge og gerne vil være med til at rykke lidt ved verden, ville kunne lave nogle virkelig interessant ting. Men som mediekritiker bekymrer det mig noget, fordi jeg tvivler på, hvor mange af virksomhederne og konsulenterne bag den slags koncepter, der tager ansvaret alvorligt. Og det er et stort ansvar. Og så er det altså ikke godt nok “bare” at lave endnu en skønhedskonkurrence. I hvert fald ikke, hvis ikke kravene til den naturlige skønhed er mere kantet og nyskabende defineret. Det er et stykke på vejen og heldigvis VAR det faktisk en af de to mest skæve skønheder, der løb af med sejren. Men der er temmelig langt stykke vej til at man kunne kalde det vellykket motivationsretorik. Og med de summer, det må have kostet at producere er det lidt…ærgerligt. For nu at sige det pænt.

Og så var mit første halvandet døgn herhjemme ved at være slut. Og i morgen har jeg mit første arbejdsmøde og så kalder weekendens mange hyggestunder. Og i næste uge begynder gensyn, kaffemøder, arbejde, hygge-aftaler og jul-i-juni-arrangementer for alvor at spætte min kalender. Min kalender som jeg ellers ikke har haft fremme i de sidste tre måneder. Og mit vækkeur - som jeg ellers kun har sat tre-fire gange mens jeg var i New York, skal også i sving i morgen tidlig.

Hverdagen begynder så småt…men den begynder med hjernen boblende over af nye ideer, inspiration og frisk-opsnappede tendenser. Hjertet pumpende varmblodet glæde rundt i kroppen. Og pulsen dunkende simultant i mange forskellige rytmer. De mange fra New York - nu tilsat med salsa og et par af mine danske grund-beats.

Nu sidder jeg i Newark Airport og tænker tilbage på de timer for tre måneder siden, hvor jeg sad i Kastrup i The Twilight Zone mellem nærvær og fjernvær. Flyet - Rurik Viking :-) - er netop ankommet og er kørt lige ind foran mig - og nu vælter det ud med mennesker, der forventningsfulde ankommer til new York fra København. Strækker benene efter den lange tur, håber at immigrationen vil glide bare nogenlunde glat og får det første rush ved at kunne skimte New Yorks skyline gennem disen på den anden side af de store vinduer. Nogle stopper op for at tage billeder. Crewet klædt fra top til tå i Scandinaviskblåt og blonde, meget blonde. Bider man mærke i, når man i månedsvis har været vant til at færdes i en mosaik af mennesker i alle farver, men læber i alle faconer.

Og her på den anden side sidder jeg og alle de andre, der har vores New York tur bag os. De fleste lidt trætte, venter bare på at blive kaldt til boarding. Der kører lidt for højlydte nyheder i baggrunden…en tale af Barack Obama, nye jordskælv i Kina, problemer i Mellemøsten… og sæderne er lidt for dårlige og dem lige ved siden af mig er lige faldet i snak over kameraer. Nogle småsover. Og jeg sidder og tænker tilbage på månederne der er gået.

Månederne, der var lange nok til, at jeg kunne følge udstillinger blive udskiftet af nye udstillinger på de store museer, vejarbejde starte og blive gjort færdigt, nye butikker åbne, skyskabere skyde i vejret, bølger af forskellige turister alt efter helligdagene, vejret blive skønt, blive dårligt og blive skønt igen, nyheder rulle, skod-tv-serier starte og vindere nå at blive kåret og blomster springe ud.

Månederne der ikke var helt lange nok til, at der nåede at komme en afklaring i demokraternes primærvalg, til at Olafur Eliassons Waterfalls-installation blev åbnet, heden for alvor satte ind over sommeren, ombygningen af 1-togets platform på Columbus Circle nåede at blive færdig.

Månederne, der gudskelov var mere end lange nok til, at jeg selv har nået at give slip, ændre meninger og planer mange gange, mærke efter, tage salsatimer, være out-of-town op til flere gange, få stamsteder, lære folk at kende, have gæster - masser af gæster, vænne mig fuldt og helt til livet uden vækkeur, læse mange bøger, konsumere stabler af magasiner, smage nyt og gensmage alt det gode - mange gange. Skrive, skrive og skrive. Og alt i alt føle mig et med byen omkring mig - selvom jeg levede i legato - og resten af byen var i konstant staccato.

Og nu er det ved at være tid til at boarde flyet og sige goodbye for denne omgang. Og indstille mig mentalt på det hello og gensyn i den anden ende, som jeg glæder mig så meget til.

Om et par timer skal jeg se at få fanget mig en taxa til lufthavnen. Lejligheden er pakket ned i to store rejsetasker. En stor stabel skoæsker er udfoldet flade og båret ned til skraldespandene sammen med regninger, rester og noter, der nu er ligegyldige. To par jeans, en jakke, et par støvler og et par travesko er slidt ned herovre og kommer ikke med hjem. Og jeg kunne - teoretisk kunne jeg sagtens - godt lige nå et sidste smut ud i gaderne og sige farvel til det hele en gang til. Men jeg har ikke lyst. Jeg er mæt.

Og jeg har

spist de sidste blueberry-pancakes på Clinton Street Baking Company lige rundt om hjørnet. Og endnu engang fået bekræftet, at det er og bliver det bedste morgenmadssted i miles omkreds.

sagt farvel til den koreanske dame bag disken i Angelica - min lokale superdøgner. Og blevet lidt rørt over, hvor oprigtigt ked af det hun blev. Hun ville savne mit daglige smil, sagde hun.

vasket og renset alt hvad jeg ejer og har og fået det foldet det tæt-tæt - og opsagt min konto på vaskeriet. Den ellers temmelig trætte dame bag disken havde fået ny frisure. “Your hair looks very nice” sagde jeg. Og jeg så hende smelte lige foran øjnene på mig. Hun greb mine hænder og sagde “Thank you so much.”

igen her til morgen set folk ruske forgæves i Eve Pharmacy’s døre og konstateret, at jeg langtfra er den eneste, der finder deres åbningstider uigennemskuelige (og - oh! - lige i det øjeblik, jeg skriver dette, kom der en dame og åbnede døren ekstraordninært for en ruskende kunde).

jeg har været tilbage på landet med min familie og set, hvor skønt der er på deres gamle æbleplantage, når rhododendronen og syrenerne blomstrer. Og jeg mailet farvel-farvel-og-tak-for-denne-gang til dem allesammen. Og spist afskedsmiddage og lovet alle, at vi snart ses igen.

sagt pænt farvel til mit udslidte pop-ud-kort over Manhattan, der har tjent mig så godt, når jeg skulle finde subwaystationer.

overhørt to fyre bag mig snakke om Facebook og om, hvordan man slipper af med “venner” igen uden, at alle ens andre venner nødvendigvis skal se, at man har “fyret” venner eller meldt sig ud af grupper. Det var på Skt. Marks Place, blandt alle de unge, der er enormt “individuelle” på en ekstremt stangproduceret måde. Og jeg var sikker på, de var unge hipstere. Indtil de begyndte at snakke om, at de aldrig acceptere “friend-requests” fra “current students” og jeg diskret vendte mig om og opdagede, at de tweedklædte herrer i 50′erne.

blevet fejret af min yndlingsbartender på den lille vinbar “the tasting room” på 1st street&1st avenue. Hun havde allerede flere gange skænket gratis glas vin i tilfælde af, at jeg nu ikke skulle komme tilbage igen. Og da det så lykkedes mig at svinge forbi i søndags involverede hun hele baren i, at det var min næstsidste aften og vi var en kæmpe klynge folk, der endte med at drikke os et par kæppe i øret i den fantastiske vin med det spøjse navn “BoomBoom Syrah”.

haft et meget overrasket udtryk i ansigtet, da en ung kvinde på selvsamme vinbar fortalte mig om sine kæresteproblemer med en fyr, der under deres forhold ikke alene havde gjort en anden kvinde gravid, men også - og det var især det, der sårede hende - havde bagtalt hende til hendes veninder. Resten af samtalen forløb nogenlunde som følger:
Mig: “You gotta get rid of him, he’s walking all over you”
Hende: “But how do I leave?”
Mig:” How do you stay?”
Hende: “I just feel that in the States…once you’re in a city you have to stay with the same guy”
Mig: “But this is not a city. This is New York!”
Hende: “But even New York seems small to me”
Mig: “You know what - I’m sure that somewhere in New York there’s gotta be another guy for you.”
Hende: “You’re sooooo right. Isn’t that strange how sometimes it takes a perfect stranger to make you realize what you gotta do?”
Mig: “That is strange indeed”
Hende (henvendt til sin ven, der kom tilbage fra toilettet) “Isn’t she fabulous?”

været til endnu en Sunday Social hos Carlos Konig og slidt danseskoene - og oplevede ovenikøbet at en af herrerne - efter at have set mig danse salsa, vel at mærke - spurgte “do you also do chacha?”. Og det lille “also” faldt på et mere tørt sted, end han anede.

Jeg er mæt. Jeg er tilfreds. Og jeg er meget, meget, meget glad for de tre måneder jeg har tilbragt herovre. Og nu skinner solen lige lidt alligevel - og det er ved at være tid til at lynet rejsetaskerne og bakset dem ned ad den stejle, stejle trappe.

Lørdag den 3. maj 2008:
Er til loppemarked ved Hells Kitchen med Caroline. Hun spotter en fantastisk butik, der udelukkende sælger dansesko. En ung danser sidder og prøver sine nye følgesvende, man skal gå rundt på filt-tæpper, mens man prøver skoene, så man beskytter sålerne og på væggen hænger kontrafajer af alle de Broadway-koryfæer, der får specialsyet deres sko der. Caroline køber et par. Jeg prøver et par skønne sko. Men de er dyre og jeg tænker “Nadja for fanden, du danser jo alligevel aldrig den slags dans”. For hvis vi nu skal sige det som det er, elsker jeg egentlig at danse. Men jeg gør det næsten aldrig, fordi jeg - inden jeg kommer ud på gulvet - altid føler mig kejtet og har svært ved at give slip. Spotlight-effekten på mest latterlige teenange-manér.
Og Level1 på har-mere-eller-mindre-opgivet-drømmen-om-at-nå-til-level-2-måden. Når jeg først er igang med at danse, er det sjældent et reelt problem. Så nyder jeg det og har det sjovt. Problemet er bare, at jeg stort set aldrig når derud, fordi alle mine begrænsninger begrænser mig. Så altså - ingen dansesko den dag.

Lørdag den 10. maj 2008:
Skal hente en nøgle for nogle af mine veninder, der har lejet en lejlighed rundt om hjørnet. Udlejeren er en dansk-amerikaner, der under smalltalken og nøgleoverrækkelsen spørger “Nå, har du så danset meget salsa, mens du har været her?” Jeg laver totalt Kaj-ansigt. For det havde jeg jo så ikke. Det var ikke så meget som faldet mig ind at skulle danse salsa i New York. Og nu forstår jeg så på hende, at det er det helt store. Verdens største og bedste salsascene. Og at der er alle mulige arrangementer hver aften, hvor man møder op og danser. “Skal du med i aften” spørger hun. Og jeg er…lad os bare sige, at jeg er forbløffet. På den gode måde, men synes også det er fuldstændig uoverskueligt at forestille mig mig selv på vej til salsa fem minutter senere. og på den anden side, skal man jo gribe chancer og muligheder og det er også noget pjat med den spotlighteffekt og jeg skal jo alligevel ikke andet og det kunne jo også gå hen og blive sjovt og alt det der. Så jeg laver et kompromis med mig selv og aftaler med hende, at jeg gerne vil med søndag aften.

Søndag den 11. maj 2008
Tager op til dansesko-butikken og køber de skønne sko. Går rundt i dem i lejligheden hele eftermiddagen for lige at have gået dem en anelse til. Tager med Sonia til Sunday Social i Carlos Konigs Studio. Der er folk i alle farver og faconer, med alle niveauer af danse-talenter. Og sikkert med alle mulige forskellige socialklasser uden for danse-studiet - men intet af det betyder noget på dansegulvet, fordi alle bare er glade, opløftede og - høje på dans. Det er totalt sodavandsdiskotek for voksne - ingen alkohol andet end den man kan købe i små flasker til at desinficere hænderne, når man er blevet svunget af den ene svedige herre efter den anden. For det er konceptet: at man aldrig danser mere end en dans med hinanden, men skilles når dansen ebber ud og danner nye par til den næste dans. De fleste kommer alene - men kender så efterhånden flere og flere efterhånden som de bliver en del af “scenen”. Og ved hvem de kan lide at danse med. Men der er intet problem i at være total ukendt begynder. Og alle herrerne er tålmodige med at lære mig “The basics”: quick, quick, slow - og svinger mig, det bedste de har lært. Og når man har rigtige dansesko på, er det sjovt at blive svunget, fordi man glider fint afsted i pirouetterne.

Mandag 12. maj 2008
Vågner og tænker: “Det var fedt. Mere af det”. Men kan samtidig ikke helt overskue at tage til de store begyndertimer i dansestudierne - især fordi kurserne allerede er halvvejs i forløbet, og det virker lidt overvældende bare at møde op. Og ingen ting kunne. Tygger lige lidt på den.

Tirsdag 13. maj 2008
Finder en danseskole på nettet. Ringer og bestiller (med skræk i stemmen) fem privattimer. “Fint, kom i morgen klokken 17.30 og spørg efter Franco” siger damen. “Fint” siger jeg. Og skælver lidt.

Onsdag 14. maj 2008
Sidder lidt beklemt med mine dansesko og venter i danseskolens vestibule. Kan ikke helt forstå, hvordan de forestiller sig, det skal fungere, at vi i samme rum er elever, der skal lære henholdsvis salsa, tango, pasodoble og jive med hver vores lærer. Og er heller ikke helt kry ved det meget store vindue og de mange tilskuerstole, der om lidt vil give alle fri udsigt til mine første spæde danseskridt. Men kunne se på de andre skoler, at det bare er sådan det er…private lessons - men ingen private rooms. Men de to timer flyver afsted, og så snart vi er i gang, er det helt lige meget med alle de andre og de kigger sgu nok ikke på mig alligevel, når det kommer til stykket. Og det med de mange slags musik fungerer egentlig også overraskende godt, fordi hvert lille team er i hver deres lille verden, hvor man øver trin og bevægelser og gentager ting igen og igen, så det er reelt kun meget sjældent man danser længere passager til musik. Og når det er tilfældet, kan man altid få den rigtige musik på. Forlader etablissmentet fortumlet, glad og temmelig hooked.

Fredag 16. maj 2008
Tager mine næste timer. Lærer mærkelige trin og bevægelser. Og allervigtigst - lærer pludselig at forstå kunsten at lade sig føre.

Mandag 20. maj 2008
Tager mine sidste to timer. Har ikke sovet helt nok og har drukket lidt for mange drinks de sidste par nætter, fordi jeg har fået besøg af endnu et par veninder. Så bliver lidt meget hurtigt småsvimmel af de mange sving og pirouetter. Men har det sjovt og lære lidt mere, inden jeg pænt takker Franco for de fem effektive og sjove timer. Og tager direkte videre for at møde pigerne på en salsaklub. De er også fuldstændig begyndere - men heldigvis (og fa